Nyhedsbrev - maj 2019

RØRVIG CENTRET - NU MED SHELTER

Så er foråret for alvor kommet, og vi drømmer allerede om en sommer som sidste år.
I slutningen af april havde vi her på Rørvig Centret fornemt besøg af Tækkernes Landsbranche klub, som har afholdt deres årsmøde her hos os. I samarbejde med Lasse & Janus Byg har Tækkernes Landsbranche klub beriget os med et shelter.
Shelteret er placeret ved den gamle eg tæt ved bålpladsen - dog i sikkerhedsmæssig fornuftig afstand.

Vi synes, det er SUPER flot og er vilde med at kunne give vores gæster mulighed for at nyde naturen fra første parket.
Vi glæder os til at høre, hvad I synes, så fortæl os endelig om jeres shelteroplevelse, når I har prøvet det af.

HUSMANDSKOST I MAJ MÅNED

Hver onsdag er vi som altid klar til at servere god mad af lækre råvarer til en lige så god pris.
For kun 100 kr. pr. person kan du være med til fællesspisning kl. 18.00.
Menukortet for maj måned er fyldt med gode, traditionelle danske retter.

Onsdag den 01. maj
Fyldte rødspætter med asparges, rejer og hvid sauce - hertil kartofler & persille
 
Onsdag den 08. maj
Fransk bøf med ærter francaise, persillesmør og pommes frites
 
Onsdag den 15. maj
Wienersnitzel med brasekartofler, ærter, en dreng samt skysauce
 
Onsdag den 22. maj
Hvid skipperlabskovs med rødbeder og hjemmelavet rugbrød
 
Onsdag den 29. maj
Forloren hare med kartofler, brun sauce, gele & Waldorff salat

GATEAU MARCEL À LA CHARLY

Forår, sommer, efterår og vinter. Èn ting er der altid sæson for; nemlig Charlys Gateau Marcel.

Den fransk-danske kok Michel Marchaud kan tage æren for at have skabt Gateau Marcel, men her på Rørvig Centret er vi altså helt tossede med Charlys udgave.
Vi giver dig her opskriften, så du selv kan smage på herligheden, men vær tålmodig: Kagen skal på køl og smager allerbedst efter en nat i køleskabet.
 
250g mørk chokolade
250g sukker
250g smør
 
Smeltes i vandbad til massen er blank/glat
 
250g past. æggeblommer
250g past æggehvider
 
Æggeblommerne piskes helt hvide og blandes med halvdelen af chokolademassen.
Dejen hældes i en springform, bages i ovnen ved 185 grader i 25. min og køles derefter af.

Æggehviderne piskes stive og vendes med resten af chokolademassen, som derefter hældes over den bagte kage.
 
Sæt kagen på køl til dagen efter.
 
Rigtig god fornøjelse!

Kram
Team Rørvig